الأفعى الأوروبية الشائعة أو الأفعى الشرسة (الاسم العلمي: Vipera berus) هي نوع من الأفاعي الواسعة الانتشار والتي توجد عبر معظم مناطق أوروبا الغربية وصولاً إلى شرق آسيا. لا تعتبر هذه الحيات خطيرة بشكل خاص؛ فهذا النوع من الثعابين غير عدواني وعادة ما يلدغ عند تنبيهه أو إزعاجه فقط. وقد تكون اللدغات مؤلمة جدًا، إلا أنها نادرًا ما تكون مميتة. والاسم المحدد berus من اللغة اللاتينية الجديدة وكان يُستخدم في وقت ما للإشارة إلى الثعبان، وربما ثعبان العشب ناتريكس ناتريكس (Natrix natrix). توجد الأفعى الأوروبية الشائعة في مناطق مختلفة، ويلعب مدى تعقيد الموطن دورًا جوهريًا بالنسبة للجوانب المختلفة لسلوكياتها. وتتغذى على الثدييات الصغيرة والطيور والسحالي والبرمائيات، وفي بعض الحالات على العناكب والديدان والحشرات. وتتكاثر الإناث مرة كل عامين أو ثلاثة أعوام وعادة ما تضع صغارها في أواخر الصيف إلى بدايات الخريف في نصف الكرة الشمالي. والأفعى الأوروبية الشائعة مثلها مثل معظم الأفاعي الأخرى بَيُوضة وَلُودة، ويتراوح عدد الصغار الذين تلدهم بين 3 و20 ويبقى الصغار مع أمهم لعدة أيام. وينمو البالغون حتى يصل طولهم إلى 60 إلى 90 سنتيمترًا (24 إلى 35 بوصة) ويتراوح وزنهم من 50 جرامًا (1.8 أونصة) إلى حوالي 180 جرامًا (6.3 أونصات). وقد تم الاعتراف بثلاثة أنواع من بينها الأنواع المرشحة الواردة في هذا المقال. ولا يعتبر هذا الثعبان مهددًا بالانقراض على الرغم من أنه من الحيوانات المحمية في بعض البلدان.

Zmije obecná (Vipera berus) je had z čeledi zmijovitých. Je to nejrozšířenější suchozemský had na světě, žije na většině území Evropy a ve velké části Asie. Zároveň je nejseverněji žijícím hadem vyznačujícím se extrémní odolností vůči chladnému počasí. Je jediným jedovatým hadem mnoha států severní části holarktické oblasti včetně Česka (pokud se nepočítá mírně jedovatá užovka podplamatá). Její jed je vysoce účinný na malé savce, ovšem má ho relativně málo, takže za normálních okolností její uštknutí život člověka neohrozí – riziko představuje pouze pro alergické jedince, malé děti a staré a nemocné lidi. Smrtelná dávka jedu je asi 15 až 20 miligramů, nicméně zmije obecná ho má v průměru okolo 10 miligramů, a navíc při jednom uštknutí uvolňuje jen část jedu. Zástupci druhu, který se dle různých pojetí člení na 3 poddruhy, mohou nabývat celé řady barevných forem, z nichž některé (např. černá) mohou dokonce postrádat jinak charakteristickou klikatou tmavou čáru na hřbetě, která inspirovala řadu národních pojmenování zmije obecné či celého jejího rodu (např. ve slovenštině je to vretenica obyčajná a polsky żmija zygzakowata). Celkově jde spíše o menšího hada, na délku měří nejčastěji 50 až 80 cm, výjimečně může dorůst až k 1 metru. Hmotnost se pohybuje od 50 do 300 gramů. Přes zimu obvykle hibernuje, během jara se ráda sluní a v této době také dochází k páření. Jde o živorodého (některé zdroje udávají vejcoživorodého) hada. Jeho kořistí jsou většinou hlodavci, malí hmyzožravci a ještěrky, v menší míře pak obojživelníci a ptáčata. Mezinárodní svaz ochrany přírody hodnotí zmiji jako taxon málo dotčený. V České republice je však zmije obecná (i její biotop) zvláště chráněna jako kriticky ohrožený druh ve všech svých vývojových stádiích.

Ikke at forveksle med Hugorm (band) og Hugormen (dokumentarfilm). Hugormen (Vipera berus) er en kraftig slange med gråbrun bundfarve, mørkt hoved, mørke øjenstriber og siksakformet rygmønster. Hannernes rygmønster er sort. Der findes også ensfarvede hugorme, og den sikreste måde at kende forskel på hugormen og den anden danske slange – den ufarlige snog – er ved at finde de gule nakkepletter. Hugormen har aldrig gule nakkepletter, mens snogen næsten altid har to store gule pletter øverst på nakken lige bag øjnene (kan i ganske enkelte tilfælde mangle). Ligesom hos snogen bliver hannerne ikke så lange som hunnerne. En han-hugorm kan måle ca. 60-80 cm, hunner kan måle op til 80-105 cm. Den hidtil længste hugorm i Danmark målte 82 cm, mens rekorden for en snog er på omkring halvanden meter. Den lever af mus, fugleunger, frøer, firben og lignende, men ligger i dvale fra oktober til marts. Ved temperaturer under ca. ti grader er den for sløv til at hugge. En hugorm kan blive ca. 10 år gammel. Der findes dog optegnelser på hugorme fra fangenskab, der er blevet endnu ældre. I naturen er gennemsnitsalderen for en hugorm næppe mere end 4-6 år. Hugormen har siden 1981 været totalfredet, og i dag er det forbudt at indsamle, aflive eller flytte hugorme. Dog er det tilladt i særlige tilfælde, hvor slanger findes tæt på bebyggelse eller er til fare for børn, at flytte dem. Såfremt der ikke er mulighed for at samle den op og flytte den, må den helt undtagelsesvis slås ihjel. Mange af hugormens levesteder er beskyttede efter Naturbeskyttelsesloven. Hugormen er Danmarks eneste giftige slange. På trods af et par hundrede tilfælde årligt, hvor mennesker bliver bidt af hugorme, er bi- og hvepsestik årsag til flere dødsfald end hugorme.

Die Kreuzotter (Vipera berus) ist eine kleine bis mittelgroße Giftschlange Eurasiens aus der Familie der Vipern (Viperidae). Sie besitzt von allen Vipern das größte und zugleich das nördlichste Verbreitungsgebiet, zudem ist sie die einzige Schlangenart, die auch nördlich des nördlichen Polarkreises zu finden ist. Die Kreuzotter wurde von der Deutschen Gesellschaft für Herpetologie und Terrarienkunde (DGHT) zum Reptil des Jahres 2024 gekürt.

Vipera berus, conocida comúnmente como víbora común europea o víbora áspid, es una especie de serpiente venenosa de la familia Viperidae. La especie está extremadamente extendida y se puede encontrar en gran parte de Europa y hasta el este de Asia, con tres subespecies reconocidas. Conocida por una multitud de nombres comunes, la víbora ha sido objeto de mucho folclore en Gran Bretaña y otros países europeos. No se considera especialmente peligrosa; la serpiente no es agresiva y generalmente solo muerde cuando es realmente provocada, pisada o recogida. Las mordeduras pueden ser muy dolorosas, pero rara vez son fatales. El nombre específico, berus, es neolatino y en una época se usaba para referirse a una serpiente, posiblemente la culebra de collar. La víbora común se encuentra en diferentes terrenos, siendo la complejidad del hábitat esencial para diferentes aspectos de su comportamiento. Se alimenta de pequeños mamíferos, aves, lagartos y anfibios, y en algunos casos de arañas, gusanos e insectos. La víbora común, como la mayoría de las otras víboras, es ovovivípara. Las hembras se reproducen una vez cada dos o tres años, y las crías suelen nacer a finales del verano o principios del otoño en el hemisferio norte. Las camadas varían en tamaño de tres a 20 individuos, que permanecen con sus madres durante unos días. Los adultos crecen hasta una longitud total de 60 a 90 cm y una masa de 50 a 180 g. Se reconocen tres subespecies, incluida la subespecie nominal descrita aquí. La serpiente no se considera amenazada, aunque está protegida en algunos países.

Kyy eli kyykäärme (Vipera berus) on kyykäärmeiden (Viperidae) heimoon kuuluva käärme. Kyy on maailman pohjoisin käärmelaji ja Euroopan yleisin myrkkykäärme.

Vipera berus, communément appelée vipère péliade, est une espèce de serpent venimeux de la famille des Viperidae. Très répandue, elle se trouve dans une grande partie de l'Europe et jusqu'en Asie de l'Est, avec trois sous-espèces reconnues. Connue sous divers noms vernaculaires, elle occupe une place importante dans le folklore européen. Bien que venimeuse, elle n'est pas considérée comme particulièrement dangereuse ; elle n'est pas agressive et ne mord généralement que si elle est provoquée, piétinée ou manipulée. Ses morsures sont douloureuses mais rarement mortelles. Le nom spécifique berus est néo-latin et désignait autrefois un serpent, peut-être la couleuvre à collier. La vipère péliade occupe des terrains variés où la complexité de l'habitat est essentielle à son comportement. Elle se nourrit de petits mammifères, d'oiseaux, de lézards, d'amphibiens et parfois d'invertébrés. Ovovivipare, elle se reproduit tous les deux ou trois ans, avec des portées naissant à la fin de l'été ou au début de l'automne dans l'hémisphère nord. Les portées comptent de trois à vingt jeunes qui restent avec leur mère quelques jours. Les adultes mesurent entre 60 et 90 cm pour un poids de 50 à 180 g. Trois sous-espèces sont reconnues, dont la sous-espèce nominale Vipera berus berus décrite ici. L'espèce n'est pas considérée comme menacée, bien qu'elle soit protégée dans certains pays.

Vipera berus, comunemente nota come marasso, è una specie di serpente velenoso della famiglia Viperidae. La specie è estremamente diffusa in gran parte dell'Europa e fino all'Asia orientale, con tre sottospecie riconosciute. Soggetto di molto folklore in Gran Bretagna e in altri paesi europei, il marasso non è considerato particolarmente pericoloso; il serpente non è aggressivo e solitamente morde solo se provocato, calpestato o raccolto. I morsi possono essere molto dolorosi, ma raramente fatali. Il nome specifico, berus, è neolatino e un tempo veniva usato per riferirsi a un serpente, forse la biscia dal collare. Il marasso si trova in diversi terreni, dove la complessità dell'habitat è essenziale per vari aspetti del suo comportamento. Si nutre di piccoli mammiferi, uccelli, lucertole, anfibi e, in alcuni casi, di ragni, vermi e insetti. Come la maggior parte delle vipere, è ovovivipara. Le femmine si riproducono ogni due o tre anni, con le nidiate che nascono solitamente tra la fine dell'estate e l'inizio dell'autunno nell'emisfero settentrionale. Le nidiate variano da tre a 20 esemplari, che rimangono con la madre per alcuni giorni. Gli adulti raggiungono una lunghezza totale di 60-90 cm e un peso di 50-180 g. Sono riconosciute tre sottospecie, inclusa quella nominale qui descritta. Il serpente non è considerato minacciato, sebbene sia protetto in alcuni paesi.

ヨーロッパクサリヘビ（Vipera berus) は、爬虫綱有鱗目クサリヘビ科クサリヘビ属に分類されるヘビ。

북살모사 또는 북살무사(common European viper 또는 common European adder, 문화어: 불살모사)는 서유럽과 동아시아에 걸쳐 매우 널리 발견되는 살모사과의 독사이다. 서양에서 그냥 살모사(common viper)라고 하면 이 종을 일컫는 것이다. 학명은 비페라 베루스(Vipera berus). 한반도에서는 아종인 사할린북살모사가 북부 지방에 서식한다.

De adder (Vipera berus) is een giftige slang die behoort tot de familie adders (Viperidae). De slang komt voor in vrijwel geheel Europa en in delen van Azië. De adder is de enige giftige slang die ook voorkomt in België en Nederland. De adder wordt ongeveer vijftig tot zeventig centimeter lang en is te herkennen aan de koperbruine tot rode ogen met een verticale pupil, de wat uitstekende schub boven het oog en het meestal donkere zigzagpatroon op de rug. De giftigheid wordt vaak overschat, de adder is lang niet zo gevaarlijk als bijvoorbeeld de mamba's, de cobra's of de meer verwante ratelslangen. De beet van de adder kan wel gevaarlijk zijn voor de mens, maar hoewel er jaarlijks tientallen adderbeten worden geregistreerd, zijn gevallen met fatale afloop uiterst zeldzaam. De adder heeft een groot verspreidingsgebied en komt lokaal algemeen voor. Hierdoor kan het dier goed worden onderzocht en is er veel bekend over de biologie en de levenswijze. De adder is eierlevendbarend, de jongen komen levend ter wereld. Op het menu staan voornamelijk gewervelde dieren. De adder staat daardoor hoog in de voedselketen en is een belangrijke verdelger van plaagdieren, zoals konijnen en muizen. De adder zelf wordt op zijn beurt buitgemaakt door verschillende vijanden zoals zoogdieren en roofvogels.

Vipera berus, comumente conhecida como víbora-comum ou víbora-europeia, é uma espécie de serpente venenosa da família Viperidae. A espécie é extremamente difundida e pode ser encontrada em grande parte da Europa e até no Leste Asiático, com três subespécies reconhecidas. Conhecida por uma infinidade de nomes comuns, a víbora tem sido objeto de muito folclore na Grã-Bretanha e em outros países europeus. Não é considerada particularmente perigosa; a serpente não é agressiva e geralmente morde apenas quando realmente provocada, pisada ou apanhada. As mordidas podem ser muito dolorosas, mas raramente são fatais. O nome específico, berus, é neolatino e já foi usado para se referir a uma serpente, possivelmente a cobra-de-água-de-colar. A víbora-comum é encontrada em diferentes terrenos, sendo a complexidade do habitat essencial para diferentes aspectos do seu comportamento. Alimenta-se de pequenos mamíferos, aves, lagartos e anfíbios e, em alguns casos, de aranhas, vermes e insetos. A víbora-comum, como a maioria das outras víboras, é ovovivípara. As fêmeas reproduzem-se uma vez a cada dois ou três anos, com as ninhadas geralmente nascendo no final do verão ou início do outono no Hemisfério Norte. As ninhadas variam de três a 20 indivíduos, que permanecem com as mães por alguns dias. Os adultos crescem até um comprimento total de 60 a 90 cm e uma massa de 50 a 180 g. Três subespécies são reconhecidas, incluindo a subespécie nominal aqui descrita. A serpente não é considerada ameaçada, embora seja protegida em alguns países.

Обыкновенная гадюка (лат. Vipera berus) — вид ядовитых змей рода настоящих гадюк семейства гадюковых, часто встречающийся в Европе и Азии. В отличие от других представителей семейства, предпочитает более низкие температуры и встречается либо на более высоких широтах (вплоть до Северного полярного круга и даже в Заполярье), либо в горах до 2600 м над уровнем моря.

Denna artikel avhandlar djurarten Vipera berus, för övriga huggormar se familjen huggormar. Huggorm (Vipera berus) är en art inom familjen huggormar och som förekommer över stora delar av palearktis.

Bayağı engerek (Vipera berus), engerekgiller (Viperidae) familyasından Avrupa ve Asya'da geniş bir dağılım gösteren zehirli bir engerek türü. Avrupa'da bayağı engereğin dağılımı Kuzey Kutup dairesine kadar ulaşabilir. Yaklaşık 80 cm uzunluğunda, kalın gövdeli ve genellikle boz renkte; sırtında zikzaklı kara bir bant uzanır, yanlarında da kara lekeler bulunur. Isırığı ender olarak insanı öldürür. Türkiye'de bir alttürü olan Baran engereği yaşamaktadır.

极北蝰（学名：Vipera berus）为蝰属的一種毒蛇，俗名龙纹蝰。分布于中亚和北亚森林草原地区、欧洲北部和中部山区以及中国大陆的新疆、吉林等地，多生活于温带、寒带的林区和草原草甸区、阔叶林、针叶林、混交林及沼泽地以及以树根洞穴中或石块下为其隐蔽场所。其生存的海拔上限为2700米。该物种的模式产地在欧洲。