Blatnice skvrnitá (Pelobates fuscus), dříve také blatnice česneková, je druh žáby z čeledi blatnicovití, která se vyskytuje v širokém pásu od západního Německa po Kazachstán včetně ČR.

Løgfrøen (Pelobates fuscus) kendes bedst på de lodrette pupiller (ses i dagslys). Den er udelukkende nataktiv og findes i dag oftest på sandede jorder, hvor den i dagtimerne ligger nedgravet. I områder med løgfrøer kan man i milde regnfulde sommernætter være heldig at se arten sidde langs vejen. Her spiser den insekter, edderkopper og orme. Arten er gået stærkt tilbage siden 1940'erne, men kan dog være overset mange steder, da den lever skjult. Artens navn skyldes dens evne til at afgive en lugt af hvidløg. Lugten opleves tydeligst ved håndtering. I øvrigt kan arten i stresssituationer afgive høje "panikskrig". Ynglehabitat og adfærd Om der er løgfrøer i et område, bestemmes "nemmest" ved at lytte til områdets vandhuller i yngleperioden (medio april/ultimo maj). Arten kvækker oftest under vand og mest hyppigt efter solnedgang eller i fuldt solskin på særligt varme forårsdage. Som udgangspunkt starter hannerne med at kvække, når den omgivende vandtemperatur når 9 grader. Oftest foregår kvækkeriet på 30-50 centimeters dybde. Som regel kvækker hannerne fra områder med tagrør og pindsvineknop. Arten foretrækker at yngle i vandhuller absolut uden fisk, da disse effektivt æder artens yngel. Det hævdes, at hunnerne kan mærke, om der er fisk, fx hundestejler og karusser, i et vandhul og derfor fravælger det som levested. Størst ynglesucces opnår arten i vandhuller, der har en høj vandtemperatur gennem sommeren: Gerne lavvandede og/eller klarvandede småsøer med fuld solindstråling. Tørrer vandhullet samtidig ud nu og da, er det helt perfekt for frøernes mulighed for succes, da udtørringen medfører, at flerårige vandlevende rovdyr uddør. Rovdyrene vil ellers æde en stor del af haletudserne. Haletudser Haletudserne er let genkendelige i slutfasen af larvestadiet, da de bliver væsentligt større end de øvrige danske padder. Terrestrisk adfærd Den franske herpetolog Christophe Eggert foretog i 1998 en række særdeles interessante undersøgelser af artens bevægelsesmønster/nattevandringer. Ved at påføre løgfrøer paraffinolie med opløst fluorescerende farvestof samt i enkelte tilfælde radiomærke dem kunne artens vandringer kortlægges detaljeret. Christophe Eggert fandt herved, at arten helst bevæger sig i åbent fladt terræn og klart foretrækker at grave sig ned, hvor plantedækket er brudt (åbne sandområder). Desuden fandt Eggert, at arten visuelt fravælger at færdes på arealer, hvor (natte)himlen bortskygges og også fravalgte arealer med løvbærende krat. Dog har Sergius L. Kuzmin påpeget i "The amphibians of the former Soviet Union" (1999), at arten tillige kan findes i lysåben skov. Eggert fandt også, at arten benyttede det samme nedgravningsområde (indenfor 0,5 meter) flere gange i løbet af undersøgelsesperioden og kunne forblive nedgravet op til fem døgn. Undersøgelsen afslørede desuden, at arten færdes "oppe" i 10 centimeter højt græs, og således ikke alene er knyttet til jordoverfladen. Artens vandringer mellem to på hinanden følgende nætter udgjorde maksimalt 83 meter med et gennemsnit på cirka 25 meter. Plejetiltag på land Hidtil har hovedvægten af naturpleje med det formål at gavne løgfrøen koncentreret sig om at optimere artens ynglesteder. På landjorden peger bl.a. Eggerts undersøgelser på, at ekstensiv afgræsning, samt meget "overfladisk" markarbejde (harvning) kan gavne arten. Begge tiltag hindrer for kraftig tilgroning med græs og urter og fremmer tætheden af biller, myrer og edderkopper samt forbedrer "udsynet" til disse fødeemner i løgfrøhøjde.

Die Knoblauchkröte (Pelobates fuscus) ist ein Froschlurch und gehört zur Gattung der Europäischen Schaufelfußkröten (Pelobates) innerhalb der Überfamilie der Krötenfrösche. Mit den scharfkantigen, verhornten Auswüchsen an ihren Fußsohlen kann sie sich sehr schnell in lockeren Boden eingraben, wo sie den Tag verbringt. Aufgrund ihrer verborgenen Lebensweise und ihrer zerstreuten Verbreitung ist die Art allgemein nur wenig bekannt. Um auf ihre allgemeine Gefährdung aufmerksam zu machen, wurde sie zum Froschlurch des Jahres 2007 ernannt.

El sapo de espuelas pardo (Pelobates fuscus) es una especie de anfibio anuro de la familia Pelobatidae. Habita en el paleártico: Europa central y Asia occidental. Hasta 2007 se reconocían dos subespecies: Pelobates fuscus fuscus (en Europa central) y Pelobates fuscus insubricus (en el norte de Italia), aunque no hay ninguna característica física o de comportamiento que las distinga. Posteriormente se ha descubierto que no hay segregación del haplotipo de ambas poblaciones.​

Kaivajasammakko (Pelobates fuscus) elää yleisenä Keski-Euroopasta Länsi-Venäjälle ulottuvalla alueella dyyneillä, nummilla ja viljelyalueilla. Se kasvaa 4–8 cm pitkäksi. Kaivajasammakon pehmeän nahkan väritys vaihtelee luonnonvalkoisesta ruskeaan. Sen ominaishaju voi tuoda mieleen valkosipulin tuoksun. Lajin tunnusmerkki on päässä oleva kyhmy. Myös takajaloissa on vaaleat sarvimaiset kyhmyt, joilla kaivajasammakko kaivaa maata taaksepäin. Sammakko aktivoituu erityisesti sateella. Tuntiessaan itsensä uhatuksi kaivajasammakko kiljuu, pullistaa ruumiinsa ja nousee jaloilleen näyttääkseen mahdollisimman kookkaalta. Paritteluaikana koiras kutsuu naarasta veden alta. Naaras laskee munat veteen keväällä.

Le Pélobate brun, Pelobates fuscus, est une espèce d'amphibiens de la famille des Pelobatidae. Cet amphibien a des mœurs nocturnes et s'abrite dans des terriers (creusés jusqu'à un mètre de profondeur).

Il pelobate fosco o rospo dell'aglio (Pelobates fuscus (Laurenti, 1768)) è un anfibio anuro della famiglia Pelobatidae.

De knoflookpad (Pelobates fuscus) is een padachtige kikker uit de familie van de knoflookpadden (Pelobatidae). De knoflookpad heeft een wat gedrongen uiterlijk en is te herkennen aan de sterk uitpuilende ogen met een oranje iris en een verticale pupil. Het is de bekendste soort uit de familie knoflookpadden en heeft tevens de grootste verspreiding. De kikker komt voor in het centrale deel en het oosten van Europa, onder andere in België en Nederland. De Nederlandse naam is te danken aan het naar knoflook ruikende secreet dat door de huid wordt afgegeven bij gevaar. De knoflookpad zet de eieren af in kleine, visvrije wateren zoals vijvers en vennen in open gebieden. De rest van het jaar leven de kikkers op het land in rulle bodems. Op het menu staan voornamelijk insecten, gedurende de winter houdt de knoflookpad een winterslaap.

Grzebiuszka ziemna, huczek, huczek ziemny (Pelobates fuscus) – gatunek płaza bezogonowego z rodziny grzebiuszkowatych (Pelobatidae), zamieszkujący Europę.

Pelobates fuscus é uma espécie de sapo da família Pelobatidae, nativa de uma área que se estende da Europa Central à Ásia Ocidental. É vulgarmente conhecido como sapo-de-esporas-comum ou sapo-do-alho. O sapo-de-esporas-comum atinge um comprimento de aproximadamente 6,5 centímetros nos machos e 8 centímetros nas fêmeas. A coloração da pele varia consoante o habitat, o sexo e a região, mas é geralmente cinzento-claro a castanho-bege na superfície dorsal, com manchas mais escuras que diferem entre indivíduos. O ventre é branco, por vezes com manchas cinzentas, tendo sido observados espécimes albinos. Tradicionalmente, reconhecem-se duas subespécies: Pelobates fuscus fuscus (da Europa Central) e Pelobates fuscus insubricus (do Norte de Itália). Na realidade, não existe qualquer característica física ou comportamental que permita distinguir estas supostas subespécies. Um estudo recente mostrou que não há segregação de haplótipos nas populações do Norte de Itália, que, portanto, não devem ser atribuídas a uma subespécie diferente. Os haplótipos de alguns vales do Norte de Itália são muito característicos e apoiam uma conceção diferente em termos de conservação: não por uma posição taxonómica distinta, mas por uma diferenciação peculiar. As populações da Europa de Leste parecem suficientemente diferentes para justificar o estatuto de espécie separada (Pelobates vespertinus). Quando alarmado, emite um som muito alto e pode exalar uma secreção nociva que cheira a alho, daí o seu nome comum.

Обыкновенная чесночница, или толстоголовая травянка (лат. Pelobates fuscus) — вид бесхвостых земноводных семейства чесночниц. Ранее в этот вид включали также чесночницу Палласа, рассматривая её как восточную форму обыкновенной.

Lökgrodan (Pelobates fuscus) är en art i familjen lökgrodor (Pelobatidae) som tillhör ordningen stjärtlösa groddjur.

棕色鋤足蟾（學名：Pelobates fuscus）是鋤足蟾科中的一種蟾蜍，分佈於中欧至西亚一帶。成年的棕色鋤足蟾雄性一般可長到約 6.5厘米（2.6英寸） ，雌性一般可長到約 8厘米（3.1英寸） 。 皮膚的色澤會因棲息地、性別和區域而變化，但通常介於淺灰色至米褐色之間。皮膚上有許多斑點，斑點數量的個體差異較大。牠的肚子是白色的，有時帶著灰色斑駁。 已觀察到有白化症的個體。 牠剛發現時被認為有兩種亞種：Pelobates fuscus fuscus （來自中歐）以及Pelobates fuscus insubricus （來自北義大利）。但實際上並沒有外形上或行爲上的不同去區分這兩種亞種。一個最近的研究中顯示在北義大利的群體中沒有單倍型分離，因此無法分類爲兩個亞種 。 其中來自於一些義大利北部谷地中的群集的單倍型非常特別，並且也為一些就保守序列而言的不同觀點提供了證據，並不是就不同於生物分类学的立場，反而認爲這是一種奇特的分化。東歐的群集也充分顯示了牠們是單一的物種（Pelobates vespertinus）。 當牠驚慌時（通常是因為牠認為自己要被吃掉），牠會叫得特別大聲（一種警報）並分泌出一種聞起來有蒜味的毒分泌物, 因此又被叫做「大蒜蟾蜍」。